Der findes et enkelt greb, som næsten altid virker, når man mærker lysten til at købe noget, der ikke stod på planen. Man venter simpelthen til dagen efter. Den lille pause giver hovedet tid til at falde til ro, og den første begejstring lægger sig ofte af sig selv. Hvad der føltes uundværligt om aftenen, kan virke helt uinteressant, når man tænker på det igen næste morgen.
Vanen kræver ingen særlige redskaber. Det eneste, man skal gøre, er at lægge tingen fra sig, gå videre og huske at tænke på den igen senere. Nogle skriver et lille notat på telefonen eller på en seddel, andre stoler bare på hukommelsen. Pointen er den samme: at skabe afstand mellem det øjeblik, hvor lysten opstår, og det øjeblik, hvor pengene rent faktisk skifter hænder.
En vane, der bliver lettere med tiden
I starten kan det føles som en unødvendig omvej at vente en hel dag på noget, man egentlig godt kunne have taget med det samme. Men efter nogle uger bliver ventetiden en naturlig del af rutinen, og man opdager, at de fleste indfald forsvinder af sig selv. Kun de ting, man virkelig har brug for, eller som man stadig tænker på næste dag, ender med at blive taget med hjem.
Metoden fungerer særlig godt, når man handler alene og har god tid til at kigge sig omkring. Uden en anden ved siden af, der kan spørge, om man virkelig har brug for det, må man selv stille sig spørgsmålet. At sætte et bevidst punktum for tanken, og gemme den til i morgen, er en enkel måde at gøre det på uden at føle, at man går glip af noget.
Med tiden bliver ventedøgnet ikke en begrænsning, men en tryghed. Man ved, at intet forsvinder, bare fordi man venter en dag, og de fleste varer findes stadig, når man kommer tilbage. Roen ved at vide, at beslutningen blev taget med omtanke, vejer langt tungere end den korte glæde ved et hurtigt indkøb.
